Traditionel Køkkenhave
Dyrkning af kartofler i en traditionel køkkenhave er let. Det kræver ganske lidt arbejde og giver stort udbytte pr. arealenhed.
lægger man 13-15 kartofler på 5 meter, kan man forvente et udbytte på 6-12kg kartofler.
Ønsker man at dyrke kartoflerne i sin egen køkkenhave skal man være opmærksom på følgende forhold:
1) Vælg et godt sted med en ikke for fugtig jord og sol.
2) Forspir kartoflerne i marts/april. Læg dem tæt i en bakke med lidt jord i et lyst rum med en temperatur omkring 15-18 grader. Vigtigt! Køb dine læggekartofler. Man kan anvende kartofler fra supermarkedet, men de er ikke garanteret sygdomsfri og kan sagtens være bærere af en til flere kartoffelsygdomme.
3) Forbered jorden. Grav den godt igennem i ca. 30cm dybde. Fjern ukrudt og sten, der kan komme i vejen for kartoflen. Gød gerne jorden.
4) Læg kartoflerne med ca 30cm mellemrum i ca 5-10cm dybde. Når stænglerne er ca 20cm over jorden, skal kartoflerne hyppes. Det betyder at man lægger jord op omkring stænglerne, hvorved man får de karakteristiske kartoffelrækker. Man kan hyppe sine kartofler ad flere omgange, hvilket giver flere kartofler.
5) Kartoflerne er klar til høst efter 7-8 uger eller senest når toppene er visnet og den første frost er på trapperne.
Kartoffeltårn
En anden metode til hjemmedyrkning af kartofler er at lave et kartoffeltårn. Denne metode går i sin enkelthed ud på, at man udnytter effekten af at hyppe kartoflerne maksimalt.
Man starter med at lægge et tyndt lag jord i bunden af kassen eller posen. Efterhånden som kartoffelspiren gror, tilfører man så løbende jord, således at stænglen hele tiden er ca. 10-20 cm. over jorden. Når man når til toppen af kassen eller posen, er det blot at lade kartoflen gro.
Det er vigtigt, at man løbende vander, så jorden ikke tørrer ud.
Metoden skulle være meget effektiv.